Om Børnehuset Espergærde

Et helt nyt dagtilbud

Vi har plads til 82 skønne børn, fordelt på ca. 32 børn på 0-2 år og 50 børn på 3-6 år. Børnehuset Espergærde slog dørene op for de første børn den 1. september 2023. Vi bor i helt nye pavilloner ved Mørdrupskolen, der danner rammen for vores hverdag.

Børnehuset Espergærde ligger i området Espergærde Bypark med grønne arealer og legepladsen ”Græshoppen” lige uden for døren. Nærmeste naboer er Mørdrupskolen, SFO Mørdråben, Espergærde Fritidscenter og Børnehuset Søbæk. Der er kort afstand til Espergærde Havn og strand, og ikke mindst Egebæksvang Skov og Flynderupgaard, der er et oplagt udflugtsmål, når vi bevæger os ud i verden.

 

Madpakker eller køkkendame

Vores køkken er ved at blive omlagt til produktionskøkken, så alle vores børn i både børnehave og vuggestue kan tilbydes gode, næringsrige måltider. Pt. skal alle børn i både vuggestue og børnehave medbringe madpakker, men vi håber snart, at madpakkerne bliver skiftet ud til frisklavede måltider fra vores køkken.

På sigt ønsker vi at skabe en madkultur, hvor økologi, gode råvarer samt årstidens frugt og grønt er vigtige elementer i dagligdagen. Køkkenet har en vigtig funktion i forhold til at understøtte børnenes aktive deltagelse i måltidet. Børnene skal udfordres smagsmæssigt og opleve måltidet som en vigtig social aktivitet, hvor maden kan være omdrejningspunktet for dialogen ved bordet. Maden skal være indbydende og spændende, så det bliver en syns- og smagsmæssig oplevelse for børnene.