Børnehuset Espergærde slår dørene op for de første børn den 1. september 2023.

Vi får plads til 82 skønne børn, fordelt på ca. 32 børn på 0-2 år og 50 børn på 3-6 år.

Der er blevet opført spritnye pavilloner ved Mørdrupskolen, som skal danne rammen for vores hverdag. Hen over sommerferien vil der også blive anlagt en dejlig legeplads, så der er rig mulighed for at skabe rum til leg og læring, både ude og inde, for alle børn. 

Børnehuset Espergærde ligger i området Espergærde Bypark, med grønne arealer og legepladsen ”Græshoppen” lige uden for døren. Nærmeste naboer er Mørdrupskolen, SFO Mørdråben, Espergærde Fritidscenter og Børnehuset Søbæk.

Der er kort afstand til Espergærde Havn og strand, og ikke mindst Egebæksvang Skov, som bliver et oplagt udflugtsmål, når vi bevæger os ud i verden, både til fods og i vores ladcykler.

Der er mange lokale traditioner og etablerede samarbejder, som Børnehuset Espergærde naturligt vil blive inviteret med ind i. I nærområdet er der også adgang til Museet Flynderupgård, hvor vi på sigt påtænker at oprette nyttehaver i samarbejde med Børnehuset Søbæk.